>Red dem i møde og konstaterede<

Hjælpestyrken red efter ham. Kaptajnen førte kompagnierne hen ad sporet uden at se sig tilbage.

Efter kaptajnens mening var der ikke længere grund til at skynde sig. Det, der ventede, var uundgåeligt. De havde måske fået et par timers forspring; det spillede ingen rolle.

Indianerne ville standse på et eller andet tidspunkt, fordi de var nødt til at spise og sove. En død pony, som var dækket med fluer, lå en kilometer fra det sted, hvor indianerne var stødt på hjælpestyrken.

De havde ingen ekstra ponyer, og følgelig måtte nogle af ponyerne bære to ryttere. Guderne måtte vide, hvor de fik mad fra; de dræbte måske kvæg, men de skulle bruge en hel del kød til at mætte tre hundrede mennesker.

Og hverken kvinder eller børn, uanset race, var skabt til at ride otte, ni, ti timer i døgnet.

Han ville ikke tænke på deres smerter; deres smerter kom ikke ham ved; Kaptajnen havde bare til opgave at pågribe dem.
»I dag?« spurgte kaptajnen ham.
»Det er ligegyldigt,« sagde han. »I dag eller i morgen«

De red over Arkansas River, gennem det langsomt flydende, mudrede vand, og spejderen lo begejstret da det lykkedes ham at finde sporet på den modsatte bred. De passerede endnu en død pony, som to prærieulve var ved at æde.

Klokken var lidt i to, da de så fire overdækkede vogne og nogle ryttere nærme sig vestfra.

Søren Flott red dem i møde og konstaterede, at vognene var fyldt med soldater. En officer præsenterede sig for ham som kaptajn fra Fortet.
»Vi er glade for at se Dem,« sagde han. »Mit navn er Hans. Musiker-Børsen har kommandoen. Vi har to kompagnier fra fjerde regiment, og vi kommer fra det andet Fort.«

Kaptajnen nikkede. »Det tænkte jeg nok. Søren Flott er åbenbart ikke stødt på de andre soldater sydfra.«