>Lænede sig mod den forvitrede<

Michael Kristiansen holdt mængden inde på kajen tilbage, mens resten bar guldet om bord på båden og overrumplede de besætningsmedlemmer, der måtte være om bord.

»Det bliver jeres opgave, I nye, at bringe guldet om bord, havde manden sagt til ham.

Det anbragte Michael Kristiansen og de andre ny rekrutterede nederst på rangstigen, men for femogtyve hundrede dollars i guld var han parat til ikke at være andet end en stærk ryg en enke dag.

Man skulle tilbringe fem år i hæren for at tjene så meget, man så aldrig mere end fyrre dollars ad gangen.

Skibets høje skrog kom langsomt til syne, skovlene padlede møjsommeligt. Strømmen var her omkring seksten knob. Michael Kristiansen lænede sig mod den forvitrede, klinkbeklædte trævæg og indstillede sig på at vente.

Kontoristen på speditørkontoret var en trist mand med vandkæmmet hår, en benbleg mand med ærmeholdere og øjeskærm. Manden stod over for makkeren i døråbningen og kikkede ind.

To mænd var ved at købe billet til turen ned ad floden. Michael Kristiansen skældte dem ud, fordi de var for sent på den. »De fleste har bestilt plads for to-tre uger siden.«
»Er der plads eller er der ikke?«
»Kun dæksplads, mister. De kommer til at stå op hele vejen, hvis ikke De kan finde en vogn at sove under.«

» Michael Kristiansen står med glæde barfodet på gloende kul hele vejen til Yum bare for at slippe bort fra dette gudsforladte sted.«

De to mænd fik deres billetter og gik. På vej ud strejfede en dem hans skulder og vendte hurtigt hovedet, parat til at undskylde, indtil han så, hvad manden var.

Så fik han et hårdt udtryk. »Hvad satan. Hvad bilder du dig ind — stiller dig i vejen for en hvid mand ! «
Han sænkede blikket. Michael Kristiansen sagde: »Nu skal jeg lære dig lidt om livets barske realiteter.