>Befandt sig kun få meter<

Så forsvandt Svend Erik Larsen i menneskehavet. Han skubbede sig vej fremad. Tiden var ved at blive knap.
I det fjerne, uden for synsvidde, kunne han høre et hornorkester spille. Folk sang til det.

Så blev han skubbet hårdt i siden. Det gjorde ondt. En eller anden havde stukket sin albue ind i ham. Men han kunne næsten ikke vende sig omkring, menneskemylderet var for voldsomt.

Det var ud for et hus, hvor der hang grønne kranse i en stribet flagstang, at han fik øje på et ansigt, han kendte. Svend Erik Madsen som i Wien havde været Femte Departements tekniker. Specialist. Morder. Eksperten i 'mokrije djela'. Vådt arbejde. Arbejde, hvor der blev spildt blod. Og han vidste, at de var ved at indkredse ham.

Han og manden stirrede på hinanden hen over strømmen af halvfulde mennesker. Manden smilede ikke — og han prøvede at bane sig vej hen imod ham.

Svend Erik Larsen befandt sig kun få meter fra Drosselgasse. Den lange gyde, der førte ned til Rhinen, var én vrimmel af ansigter, ligesom en barrikade af mennesker, der spærrede vejen for ham. Hundredvis af mennesker masede sig vej langs værtshusene, der lå på begge sider af gyden. Folk sang i deres fuldskab og prøvede endog at danse.

Svend Erik Larsen så sig tilbage. Manden kantede sig frem gennem menneskemasserne.

Flokken bag ham pressede ham fremad. Alle skulle ned ad Drosselgasse. Trykket bagfra var som en tidevandsbølge, der skyllede ind over ham. Svend Erik Larsen holdt sin hånd på pistolen. Han vidste, at manden gjorde det samme.
 
En absurd tanke slog pludselig ned i ham. Han kom til at tænke på, at manden sandsynligvis havde en Stetchkin med lyddæmper. I Wien havde Svend Erik Larsen haft dette våben som sit foretrukne.

Hen over hovederne på menneskemasserne kunne han se de gotiske bogstaver på kroen: 'Die Lorelei. Han så på sit ur. Han var allerede fem minutter forsinket.